Foreningen RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) konkluderer at Socialministeren ignorerer kritik fra alle sider!
Det er en ommer! – Siger RIFT der fik menneskerettighedsprisen for at kæmpe for børns vilkår, men man lytter åbenbart ikke til dem!
Kommentarer og bemærkninger til lovforslaget ”Barnets Lov”
Lovudkastet til Barnets Lov er en ommer. Lovudkastet giver ikke reelle muligheder
for forbedringer på området, og der er ikke sat afsat midler og redskaber til at rette
op på de mange og veldokumenterede kvalitative og retssikkerhedsmæssige
problemer på børneområdet – i nogle tilfælde tværtimod.
Astrid Krag lancerede lovudkastet i en kronik i Politiken (28. maj 2022):
”Man må selvfølgelig ikke slå sine børn”.
Socialministeren satte fokus på vold mod børn som problem og anbringelse som
løsning. På baggrund af denne forenklede problemstilling hævdede hun og koblede
til, at Regeringen med Barnets Lov har truffet et ”valg om at stå på børnenes side.”
Kronikken afspejler den populistiske tilgang, som siden Statsministerens Nytårstale
2020 har ligget til grund for lovarbejdet:
Der sættes fokus på vold mod børn (som udgør en mindre procentdel af alle de
problemer en Barnets Lov skal dække), og der er fokus på anbringelse som løsning.
Den nuværende lovgivning giver mulighed for både at forebygge og at gribe ind –
også overfor vold mod børn, men loven overholdes ofte ikke i den enkelte
kommune.
Det er påpeget fra utallige sider, herunder fra Rigsrevisionen og
Statsrevisorerne såvel om anbringelsesområdet, hvor revisorernes kritikpunkter, der
blev fremlagt i 2015-2016, fortsat ikke er håndterede, som senest på
handicapområdet, som også er en del af Barnets Lov.
Rigsrevisionen ignoreres!
Barnets lov forholder sig ikke til, at de nuværende love ikke overholdes, eller
hvorledes man kan sikre at en lov vil blive overholdt af kommunerne.
Tværtimod foreslår lovudkastet, at der skal slækkes på dokumentationsprocesserne.
Børneudredning og opfølgning af handleplaner bliver i højere grad et kan -område.
Regeringen forsøger altså at lovliggøre praksis ved at gøre udredninger og
handleplaner til ”kan-områder” frem for ”skal-områder”.
Det blev for nyligt påvist, at Næstved Kommune ikke overholdt loven ift. de
obligatoriske børnefaglige undersøgelser.
Dvs. at man ikke kendte grundlaget for at vide, hvilken hjælp der skulle gives, og at
den ikke kom i gang.
Hvis den nye lov vedtages, så risikerer den slags sjuskede og mangelfulde
sagsbehandling ikke længere at kunne kritiseres med loven i hånden.
Regeringens argument er, at der skal kunne handles hurtigere, og at det for børn og
sagsbehandlere skal foregå mere fleksibelt.
Det er ikke et validt argument, for det må være forskning og hensyn til kvalitet og
retssikkerhed, der skal ligge til grund for en ny lov.
Forældrene er i øvrigt ikke hørt om dette. Der foreligger ikke tilstrækkelig forskning
om kvaliteten af de nuværende lovpligtige børnefaglige undersøgelser.
Men vi ved i RIFT, at undersøgelserne i den grad mangler faglighed og kvalitet. I
stedet for at råde bod på dette, så skal udredninger efter den nye lov i nogle
situationer erstattes af ”screeninger”, som lyder smart, men vi er bekymrede over,
hvilke fagpersoner, der kan ”screene” rigtigt, når vi ofte ser, at samme fagpersoner
end ikke behersker udarbejdelsen af brugbare børnefaglige undersøgelser. At der i
”komplicerede og alvorlige sager” skal sættes 2 fagpersoner på, gør det ikke
nødvendigvis bedre.
Den nye lov burde afvente en reform af uddannelsen af og rammer for de
fagpersoner, der skal udføre det meget alvorlige og vigtige myndighedsarbejde på
familieområdet. Og der er brug for en reform af retssystemet for anbringelser.
Der findes ingen reel klageinstans over kommunernes manglende lovoverholdelse.
De fatale følger for børn, unge og familier er veldokumenterede, men det har ingen
konsekvenser for kommunerne.
Whistelblower og dokumentation
Senest har en whistleblower fra Ankestyrelsen fortalt, hvordan akter fremlagt af
forældre og advokater ikke gives samme vægt som kommunernes akter.
I RIFT har vi bredt dokumenteret, hvordan kommunale akter ofte mangler både
faglighed og objektivitet. Heller ikke dette problem løses af Barnets Lov, der har
mere fokus på anbringelser, herunder permanent anbringelse eller tvangsadoption,
end på at øge kvalitet af sagsbehandlingen samt forebyggelse og hjælp til familierne.
I brevet, der følger med lovudkastet til høring, angives det om lovudkastet, at ”der
er … fastsat bestemmelser om, at familien skal sikres den rette hjælp i tide, når et
barn anbringes uden for hjemmet” Men kapitlet (7) om ”Hjælp til barnets
forældre”(under anbringelse) er indholdsmæssigt fuldstændigt uændret fra forrige
lov uagtet, at RIFT og mange andre gang på gang har påpeget, at kapitlets
bestemmelser om bl.a. tilbud om støtteperson og om forældrehandleplan, meget
ofte ikke efterleves af kommunerne. Indsatser overfor forældrene er i de fleste
tilfælde ikke eksisterende eller fagligt utilstrækkelige.
Vi må konstatere, at ”Kejseren stadig ikke har tøj på”, og at regeringen systematisk
og bevidst har undladt lytte og lære af fagfolk, eksperter og sågar Rigsrevisionens
omfattende kritik. Vi må forudse, at de mange problemer på børneområdet ikke
bliver løst, hvis ikke der sker omfattende ændringer i det fremlagte lovforslag.